Indre By Latterklub

 

Vi ler uden årsag. Der bliver ikke fortalt vittigheder i klubben, for erfaringen viser, at vittigheder deler folk i to: dem der synes, de er sjove, og dem der synes de er dumme.

 

Nogle få mennesker er naturtalenter. De kan bare åbne munden, og så ler de uden årsag.

 

Andre – og det er de fleste - har sværere ved at få fat i den årsagsløse latter, og derfor laver vi latterøvelser. Under ledelse af en af Indre By Latterklubs tre instruktører ler vi KUNSTIGT indenfor de klassiske discipliner, her er blot nogle få eksempler:

 

  1. Julemandslatter (lad ”sækken” – maven – hænge frem og sig HO HO HO HO HO)

     

  2. Lydløs latter (læg hovedet tilbage, åbn munden og le uden lyd)

     

  3. Armsvingslatter (Lad kroppen og armene svinge, imens du ler HIHI, HOHO, HAHA)

 

Vi ler KUNSTIGT under mottoet: “Fake it until you make it!” Pludselig vil du opdage, at du er kommet til at le ÆGTE. Latteren smitter, så bare lad dig føre med.

 

I Indre By Latterklub designer vi nye latterøvelser hver tirsdag. Vi lader os inspirere af det, der sker i livet, i medierne, i kongehuset, af hinanden, og hvor vi ellers kommer. Nogle eksempler på nye latterøvelser:

 

  1. HC Andersen-latter: (Tag en pose rådne æbler på nakken og le sammen med fatter: Hvad latter gør er altid det rigtige)

     

  2. I sommersæsonen: høfeber-latter (lad et nys befordre latteren)

     

  3. Mary’s bryllupslatter (brudens vej op til alteret, og nogen træder i sløret. Lad hovedet flyve tilbage med et ryk og le)

     

  4. Udsalgslatter (alle stræker armene ind mod midten – vi forestiller os et bord med ét sidste  udsalgstilbud. På en nedtælling fra 3 til 1 griber vi fat i ”varen” og ler)

     

  5. Kronprinselig dåbslatter (under kirkehandlingen vågner barnet, som vi står med i armene, og begynder at skrige. Skift stilling med barnet: op i strakte arme, over skulderen for at bøvse, skift fra den ene arm til den anden – og LE)

 

 

Når vi har leet øvelserne ca. 40 minutter, går vi over til fri latter i ca. 15 minutter, hvor vi blot lader latteren strømme. Herefter skaffer vi jordforbindelse ved at sidde et par minutter med lukkede øjne og sige: mmmmmmm

 

 

 

 

 

>retur<

 

© Freddie Sunde 24. jan. 2006